[ubuntu-dk] "Udadvendte" aktiviteter

Carsten Agger agger at c.dk
Ons Feb 13 20:18:32 GMT 2008


Til forrige IRC-møde talte vi om muligheden for at lave "udadvendte"
eller "opsøgende" aktiviteter, f.eks. rettet mod skoler og steder, hvor
de bruger gamle computere.

Det var der generel tilslutning til, men der var ikke de store ideer ...
men for nu at forsøge at komme lidt i gang med det, skrev jeg forleden
til Solbjerg Datastue (jeg er fornylig flyttet til Solbjerg, en lille by
syd for Århus med et par tusind indbyggere ...) og spurgte, om de kunne
være interesseret i, at jeg kom og fortalte lidt om Ubuntu og Linux til
et af deres arrangementer; manden, der står for den daglige drift mente
dog ikke, det var noget hans brugere ville kunne finde ud af at rode
med, men han havde set en reklame på nettet om, at Ubuntu er "Viagra til
din gamle computer", og hvis jeg kunne lære ham at installere det på
gamle, donerede computere er det lige noget for hans datastue - dvs.
nærmest en "internetcafé" med 12 PC'er og 60-70
efterlønnere/pensionister som medlemmer.

Så her til aften tog jeg derover, og fandt ud af, at lederen af Solbjerg
Datastue er en pensioneret radiohandler i 70erne, der var interesseret
nok til at have brændt mindst 3 Ubuntu-CD'er og havde printet en masse
sider ud fra UbuntuDanmark.dk, herunder den "Om Ubuntu"-side, som jeg
selv har læst korrektur på for nogle måneder siden (underlig oplevelse
at se sine egne ord ligge dér, printet ud et fremmed sted uden at have
haft noget med det at gøre.

Vi brugte et par timer på at finde ud af, at Gutsy's Install-CD ikke
ville starte på en præ-2000 PC med 128 Mb RAM, og at Alternate-CD'en
kørte fint, men var ueeendelig lang tid om det, og at Xubuntu 7.10 strøg
fint afsted på en 600MhZ maskine med 256 Mb RAM, selvom det var længe om
at installere ... så da jeg gik, havde han en maskine med Xubuntu 7.10
og havde fået en generel introduktion til, hvordan man går på nettet,
installerer programmer, mv.

Datastuen fungerer også som "clearingcentral" for donerede computere,
som folk kommer med til datastuen og som kommer ud til forskellige af
klubbens medlemmer, som ikke selv har råd til eller ikke kan finde ud af
at købe en computer, så datastuens folk sætter PC'en op med alt, hvad de
skal bruge, så den bare virker når de kommer hjem. Og her ville han jo
grumme gerne kunne have en pakke at installere, hvor man ikke behøver at
piratkopiere Bill Gates' ting ...

Og hvad det så alt sammen ender med, ved jeg ikke - men efter en
rimeligt lille indsats fra min side står der nu altså en Xubuntu
7.10-maskine på en datastue, hvorfra det måske vil brede sig som en
anden virus til omegnens pensionister ... og måske endda til børn og
børnebørn.

Så jeg kan i hvert fald kun opfordre til, at man forsøger sig med den
slags små initiativer - her var jeg i hvert fald heldig at falde over en
reel interesse for, hvad Ubuntu har at tilbyde.

hilsen Carsten






Mere information om maillisten ubuntu-dk.