[ubuntu-dk] Oplæg til Ubuntu Live! for nye brugere

Christoffer Kiilerich Nielsen eitreach at gmail.com
Lør Maj 23 18:25:36 BST 2009


På sidste IRC-møde var hovedpunktet næste Ubuntu Live!, og hvordan det kunne
foregå. Martin Pihl (mpih) skrev et oplæg til en virksomheds- og
organisationsorienteret model som blev taget op til debat, og det blev
besluttet at det ville være en god idé at komme op med en række alternativer
som oplæg til en bredere debat på mailinglisten om hvordan vores næste
hovedevent bør udforme sig.

Vi tog tre op til revision - en community- og teknikorienteret model, en
forretningsmodel og en almen brugermodel. Søren Bredblund Caspersen (sbc)
skriver og udgiver et oplæg om en community-orienteret model, Niels Kjøller
Hansen (kjoller) skriver og udgiver et oplæg om en forretnings-orienteret
model, og jeg skriver og udgiver et oplæg om en almen bruger-orienteret
model.

Disse oplæg skal ikke forståes som endelige eller færdige forslag, men
derimod oplæg til debat på listen - og flere oplæg til andre modeller er
mere end velkomne. Disse oplæg vil blive ført til afstemning på næste møde,
søndag den 7. juni kl. 16.00 på #ubuntu-dk-moede, så vi allerede der har
noget konkret at gå ud fra, og kan begynde at planlægge efter.

Jeg har lovet at skrive et oplæg til hvordan Ubuntu Live! kunne foregå, hvis
det var rettet mod helt nye brugere - Familien Danmark, som vi valgte at
kalde dem under sidste møde.

Sidste år fik vi Ubuntu på landsdækkende TV, og ud til helt almindelige
brugere - det blev bevist for åben skærm at det var muligt og tilgængeligt,
hvilket vi jo egentligt godt vidste - men det gjorde Danmark ikke. DR gjorde
det godt, men jeg ved at vi kan gøre det endnu bedre. Ubuntu Live! - for
folket.

Vi inviterer hr. og fru. Danmark, og viser dem - med vores viden og
erfaring, at det kan være en positiv oplevelse at skifte Windows ud med
Ubuntu - hvorfor de skal gøre dette og hvordan. Vi viser og forklarer dem
hvad Ubuntu er, hvad fri software er, og hvordan de to ting hænger sammen -
vi forklarer dem om fordelene som sikkerhed og frihed, om hvordan de kan
udføre deres helt almindelige daglige opgaver, og hvordan Ubuntu også er et
kraftfuldt værktøj til at udføre mere komplekse opgaver.

Helt almindelige ting som GNOME-brugerfladen, websurfing, mail og
kontorværktøjer bliver forklaret og sammenlignet med hvad de kender fra
Windows, og hvordan langt de fleste opgaver kan løses med disse værktøjer.

Når basisbrug er forklaret, kunne det være spændende at gå i dybden med de
forskellige elementer - web, multimedie, kontor, hvad har vi, for at
forklare hvor kraftfuldt et værktøj Ubuntu kan være. Jeg har forsøgt at
skrive nogle idéer til relevante oplæg, med relevant information, som vil
vise at Ubuntu er lige så meget med på moden som Windows og MacOS. Hvis I
andre har andre idéer til oplæg, skal I være velkomne til at foreslå.

I det hele taget bør man fokusere på almindelige ting. Helt almindelige
ting, som hverdagens brugere bruger tid på. Netbank, MP3-afspillere, Flash,
tekstbehandling og regneark - de helt almindelige ting som får den
IT-mæssige hverdag til at hænge sammen for folk.

Alt dette bør forklares i helt almindelige begreber og termer, og alt bør
forklares grafisk. Hvis jeg kunne få min vilje, ville man ikke på ét eneste
tidspunkt på dagen se en terminal og en skreven kommando - men derimod
peg-og-klik og knapper, hele vejen igennem.

Parallelt med oplæggene, kunne det være interessant at nogle testmaskiner
som folk kunne prøve af, som var sat op til de forskellige ting som
beskrevet i oplæggene, så folk har en mulighed for også at prøve det. Alt
dette i nærheden af install-hjælp, i tilfælde af at folk tager deres
maskiner med også.

Oplæg:

* Hvem er vi, og hvorfor er I (de besøgende) her?
 * Ubuntu Danmark
 * Forening
 * Formål med Ubuntu Live!

* Hvad er Ubuntu og Linux?
 * Linux og forklaring af fri software
 * Ubuntu og relation til fri sofware
 * Fordele ved Ubuntu: Sikkerhed, frihed, gennemsigtighed
 * Hvem bruger Ubuntu?
 * Hvordan kan man bruger Ubuntu?

* Basisbrug kontra Windowsbrug
 * Brugerflade:  Explorer vs. GNOME
 * Web: Internet Explorer vs. Firefox
 * Mail: Outlook vs. Evolution
 * Multimedie: Windows Media Player vs. Rhythmbox og Totem
 * Kontor: MS Office vs. Open Office
 * Installation og håndtering af programmer

* Internet
 * Java
 * Netbanker
 * Digital signatur
 * Google services (Integration i Evolution/Thunderbird)
 * Facebook (Integration i Pidgin)
 * Twitter (Integraion i GNOME/Pidgin)

* Multimedie
 * Net-tv
 * Flash
 * Video og lydcodecs
 * Mediecenter
 * MP3-afspillere og understøttelse

* Kontor
 * Tekstbehandling
 * Regneark
 * Præsentationer
 * Database

For at alt dette skal være muligt, betyder det at vi skal mere ud i pressen
end vi har været før. Vi skal ud til brugere som ikke ved at der findes et
alternativ, og derfor er det ikke nok at reklamere på uddannelsessteder og
biblioteker som vi har gjort tidligere. Vi skal ud hvor størstedelen kan
læse med. Vi skal ud tidligt, og vi skal ud ofte. Derfor håber jeg også at
vi kan få afgjort hvilken type Live! vi skal holde, efter mødet den 7. juni,
så vi kan begynde allerede dagen efter med planlægning og reklame.
-------------- næste del --------------
En HTML-vedhæftning blev fjernet...
URL: https://lists.ubuntu.com/archives/ubuntu-dk/attachments/20090523/3ee33379/attachment.htm 


Mere information om maillisten ubuntu-dk.